Long gone, no seen...

Hjemveet rammer mig... Siden sidst har jeg været i skoven, på fjeldet, ved søen, på elven, så mange oplevelser rigerer. Dyb glæde og i et stående nærvær af taknemmelighed. Jeg ville ønske jeg kunne beskrive denne gave, som jeg er givet, på en måde så I kunne gennemleve eventyret som jeg.

Først fire dage på fjeldet, hvor man overvældes af vindens nådesløse pust og udsigtens skiftende og uendelige skønhed uanset vejrets ramme. Mange glædes udbud og klappende hænder og søvnløse nætter under en næsten faldende stjerne himmel. Jeg havde den bedste fødselsdag, med masser af højdemeter og udmattede kroppe rundt bålet. Pigerne havde bagt brownies og jeg selv chokolade boller og dertil varm kakao med flødeskum. Tak for jeres varme hilsner og tanker, det er svært at forklare hvor meget det betyder at være tænkt på og specielt når man er så langt hjemmefra. -og jeg ville ønske jeg kunne sige personligt tak til jer alle, men tid og overskud er imod mig. Så STORT tak. Elsker jer SÅ højt og er så heldig en pige.

Herefter en uge hjemme med fart på, evaluering af fire dages turen og planlægning af ti dages egenfærd på fjeldet, i skoven og på vandet i kano.

Så afsted med os, ti dage i naturen foran, tasken pakket, en klar blå himmel og en vintermat sol hilste os godmorgen den første dag og fulgtes med os resten af turen. Jeg har været sammen med seks dejlige mennesker. Fem gutter, en jente (pige) og jeg selv. Fire af drengene er vokset op med jagt og skoven som deres værktøj og jeg har fået et forhold og en menning om mange ting i forhold til naturen efter denne tur, som jeg ikke har haft før. En respekt, ikke bare for naturens miljø og skønhed, men også for naturens vildskab og vækst og nådesløshed. Forskellen mellem os danskere som har regler for alt i skovene for at bevare dem, på grund af vores begænsede områder af dem, og til Norge som har rækkevidder af skov næsten store som Danmark selv. Som stadig har vildskaben i skoven, ikke mærkede dyr og vildtlevende planter og træer. Der er stadig kamp om overlevelse og kun de stærke overlever.

Barskt, levende og fasinerende, "...men sådan er naturens natur!" Som en af drengene sagde en aften rundt bålet, hvor jeg prøvede at forstå vildskaben.

Jeg har lært meget på denne tur, nok en cocktail af turene før, erfaringer hjemmefra, vores gruppesammensætning af de kloge folk og en god højde på indstillingen.

Vi havde den smukkeste tur og var så heldige med vejret, noget af det der satte sig mest i mit indre fotoalbum, var træerne og klippernes spejling på de helt vindstille søers overflader. -og når stilheden sænkede sig over gruppen, i de fire kanoer, fordi vi alle var mærket og overvældet af det ufejlbare billed vi selv var en del af. Kun lyden fra kanoens lette gennembrydning igennem vandet, det er så smuk en lyd, som jeg sent vil glemme, ellers er det kun stilhedens stemme man høre, intet andet. Maditativt og rørende.

Jeg har ferie nu, så dejligt, har nydt mit egent selskab. Vi er få tilbage her i Bø, nordmændene er taget hjem til mor og far og vi er kun fire danskere der har valgt at tilbringe ferien i Norge, så jeg mærker hjemveen nu, jeg savner jer veninder, venner og familie. Savner jeres selskab og nærvær.

Men imorgen fredag, tager vi fire piger til Oslo og tager ikke en tur i det levende vildskab, men en tur i stående vildskab. Vi har købt billetter til en klassisk koncert i Den Norske Opera, med et orkester kaldet KORK. Turen vil også indeholde latino-dans, shopping, Gustav Vigelands mærkbare følelser og alt for dyr mad og drikke.

Jeg glæder mig, for ligemeget hvor meget natur-frilufts-nørd-elsker jeg er, så vil mit indre pulserende bymenneske altid stå mig meget nær.

Jeg elsker jer, jeg savner jer, jeg er taknemmelig, jeg er længselsfuld, jeg er lige der hvor jeg skal være. Tanker og varme herfra Saras eventyr.