torsdag den 24. september 2009

Reflektions opgave...

Reflektion af Norge, landet med fjeldene... Min egen indsats og indstilling... Mit lille eventyr er nået til d.25.09.09, jeg har to skønne ture bag mig; otte dage, tilbage til de sultne og vilde vikinger, som red over de store vande i åbne både. Frygtløse, hensynsløse, nysgerrige, stærke og primitive... indtog de den ene kyst efter den anden.

Jeg har besøgt indianerner og inuitterne i kanoen på elvens vilde temperament. Indianer der fragtede sig selv ned gennem kongelige flydende gader, hvor naturen majestætisk strækker sig mod sky på hverside af elvens bred. Dynamiske former; bjerge, klipper, træer og bølgebrus, der fortæller indianernes historier om deres færden fra ene bred til hver anden.

Jeg går en tur imøde her på mandag, min fødselsdag, smil, det bliver hygligt. En tur hvor skovene og fjeldenes små væsner vil følges med os over top og dal. En tur hvor benene skal transportere fra A-B, dette ikke over vandene men igennem snoede stier og stejle skråninger. Øde og forladte sletter, der vidner om de vilde og svære vilkår planter og dyr oplever her.

Jeg glæder mig rigtig meget til denne tur, jeg elsker at vandre... at dit mål for dagen er at nå fra denne plet på kortet til den plet syv felter længere oppe. Man tager kortet op til en afstand på 10cm fra næsen, og studere højde kurvenes udfordringer, elvenes bugtede og krogede arme. Tager kompasset i hånden, måler kursen, og så går du, mens du oplever i et levende teater.

Jeg er rigtig glad for Norge, jeg har det rigtigt godt, der er nogle dejlige mennesker og jeg arbejder på min personlige udvikling og tænker på ligenu og fremtidens gaver og drømme, tænker på fortidens mærker. Jeg ved ikke om det er konfrontationen af en selv man møder i spejlingen af denne nøgne og smukke natur. Jeg ved ikke hvad det er der gør at man bliver en smule mere følsom og sårbar. Men jeg oplever det meget stærkt og levende. Tanker, drømme, ideer, minder, mennesker og oplevelser der berøre mig på anden vis end før. Måske er det tiden, der lader mig reflekterer og evaluerer følelser og drømme, som har ligget i dvale pga manglende tid, manglende rammer for billederne, der har gemt sig og ventet.

Jeg reflekterer over Norge, landet med fjeldene... Refleterer over min indsats og indstilling...

Jeg savner jer, familie og venner, jeg savner forståelse uden for mange forklarende ord. Det er et dejligt og bekræftende savn. Jeg elsker jer højt, dybt og langt.

Lidt billeder fra kanoturen...






mandag den 7. september 2009

Vandene er mine venner... Risøya.

Det er lidt knebent med tiden i denne periode...
Men billederne fortæller min tur ved Risøya kyst.
Masive både, tunge hedninger, dennes navn er; IVER
Vidunderlig følelse at ride på vandenes vinde, man blir afhængig.
Havre-müsli-grød med tranebærsirup og bananskiver, mums.
-og "Alt det bedste fra havet" bla. albue-snegle, rejer og grise-tang.
Håndværk, kan nu også lave tre-trådet-bak-reb og lappe enderne med voks-garn... Jeg er vild med det.Vores højt respekteret vejledere, med forskellig viden og personligheder. Gode mænd.Hyggelige stunder ved bålet i måneskinnet, Cecilie og jeg lavede pandekager på trangia til gruppen den aften.

Cecilie og jeg der er dybt optaget af navigation på havets vande, meget spændene for en kort-nørd som jeg.

Fisk i masse-spande-vis... Stor udfordring for mig, I ved hvordan jeg har det med levende væsner, som ikke er mennesker. Men med lidt højttalende selv-coaching igennem dagens rensning, spisning og studering af fisk, krabber og skalddyr gik det overraskende fint.
Til slut en lille hilsen fra Lifjell, Liheia. Gorm og jeg der plukker vilde blåbær.

Jeg savner jer alle, det hele går meget stærkt og vi har kun en uge hjemme og så går turen på vandene igen, ikke i vikinge-både, men i elver-kanoer.

Elsker jer, familie og venner, tak folkens for jeres tanker og hilsner de er stor opmundring for mig. Jeg har modtaget jeres breve idag Maria og Nille-pigen. Tusinde tak. Varmer så dybt.

lørdag den 5. september 2009

fredag den 4. september 2009

Vandenes vinde...

Jeg hørte vindene nærme sig, så vandets urolige overflade skælve...
Bølgerne advarede mig og bugten var min beskytter.
På afstand kunne kampen om vandenes magt ses, søhesten og søslangen sloges, hvinede og skreg af stædighed, udmattelse og smældende smerte.
Jeg var ikke bange, jeg var ikke bekymret, jeg var afhængig.

Afhængig af vandenes vinde.

Stille bad jeg til at kampen om vandenes magt aldrig måtte stoppe... Jeg forlod bugten.

mandag den 24. august 2009

Adresse;

Sara la Cour Nielsen
Bøgata 1
3800 Bø i Telemark
Norge

Kærlighed og varme herfra, jeg håber sådan I alle har det godt og trives??

Helgen...