Vinter evntyrets magi...

Jeg er tilbage i Bø, tilbage i Norge...

Jeg reflekterer over julen, mærker at varmen breder sig i mig, hvilken dejlig tid det var at være hjemme, se familien, mærke sammenholdet og kærligheden der, jeg er en heldig pige at have jer i mit liv, blodbundet til mig, kære familie.

Jeg reflekterer over nytåret, elsker at gå ind i et nyt år, elsker at gå igennem det tidligere og mindes de dejlige stunder, se hvor man var for et år siden og se hvor man nu står. Elsker at se hvor langt man har rykket sig. Men elsker også det konfronterende i at gøre op med hvad man ikke har nået, for derved at kunne gøre noget ved det i det nye og uskrevne år.

Jeg reflekterer over mine oplevelser og personer i mit liv, hvor er jeg en heldig pige at have så mange fantastiske mennesker og oplevelser i det. Der var mange venner og veninder jeg ikke nåede at se i ferien, men sommetider er tiden og livet ens overmand.

Jeg er blevet moster til en lille pige LIVA, så smuk og ren hun er, jeg smiler ved tanken om hende. Hvor er du sej Maria-søster, du klarede det så flot og stærkt, med Jakob-svoger ved din side. Fantastisk oplevelse.

Jeg er tilbage i Bø, tilbage i Norge...

Jeg er overvældet og glad i hjertet over endnu engang at opleve at det er det helt rigtige sted jeg befinder mig. Der er hvidt over det hele og jeg har allerede stået overfor mange nye udfordringer, som både har medbragt tåre, latter, beundring, vrede, mestring, frustration, kulde, skønhed, selvindsigt og meget mere med sig.

Jeg er lige kommet hjem fra en fem dages vintertur, den har været hård fysisk og psykisk og jeg mærker at jeg har udviklet mig meget inden for disse dages oplevelser.

Vi statede vores tur i Nordagutu, med sækken på ryggen og skiene på benene. Jeg var ræd for skiene efter et tidligere fald på dem. Men et menneskeforladt snefyldt område mødte mig og en opmundrende stemme fortalte mig at det nok skulle gå.

Det har været en helt utrolig fantastisk tur, et eventyr uden lige, jeg har virkelig ikke oplevet noget ligende. Det er denne tur indtilvidere der har givet mig allermest udfordring og allermest magi i hjertet. Jeg tror jeg er forelsket og jeg mærker allerede følelsen af afhængighed.

Et magisk drug, der gennemsuger ens blodåre med kulde og varme på samme tid, adrenalin og fred, skønhed og barskhed, ensomhed og fællesskab, jeg er forundret. Jeg må have mere, mere af dette magiske-vinter-drug.

Jeg lægger nogle billeder ind senere. Jeg tænker at ligge nogle opskrifter på turmad og andre turtip ind også, så kan det eventuelt inspirere til egne tur oplevelser.

Vi ses snart ansigt til ansigt...

Jeg glæder mig til at se jer alle sammen , jeg glæder mig til at mærke jer og omfavne jer. Jeg kommer hjem d.17. dec om eftermiddagen og tager hjem d.2. jan om formiddagen. Jeg skal arbejde d.19.20.21. og 22. og igen d.28. og 29. og så vil familien blive prioteret højt, da familien får en stor julegave, en lille prinsesse vil snart være en del af familien og vi vil tage varmt imod hende.

Jeg håber at alle nyder disse december dage og mærker hvordan julefreden bryder med travlheden. Jeg håber alle har det godt i hjerterne deres. Tak for jeres tanker og omsorg i breve og pakker. Det betyder så meget. Tak.

Jeg skal aflevere eksamens opgave d.16. får opgaven på mandag, så mine december dage går med læsning af pensum stof og jule-te.

Elsker jer og glæder mig ubeskriveligt til at se jer kære mennesker som er en del af mit liv.

Sara.

Sneklædte bjerge omringer mig...

Åbner døren, blændes, svien i øjnene, kold luft trænger ind, ren, fin og krystallignende hvidt tæppe, jeg er overvældet, renser mine synder bort i uskyldighedens rene væsen.

Mine øjne behages, svien er væk, trækker vejret dybt, mærker en lægende smerte i brystet, kigger op, de hilser mig godmorgen, hilser mig og ønsker mig dagen vel, skønhed, mægtighed, storhed og omfavnende Guddommelighed.

Jeg er omringet, omringet af de sneklædte bjerge.

Long gone, no seen...

Hjemveet rammer mig... Siden sidst har jeg været i skoven, på fjeldet, ved søen, på elven, så mange oplevelser rigerer. Dyb glæde og i et stående nærvær af taknemmelighed. Jeg ville ønske jeg kunne beskrive denne gave, som jeg er givet, på en måde så I kunne gennemleve eventyret som jeg.

Først fire dage på fjeldet, hvor man overvældes af vindens nådesløse pust og udsigtens skiftende og uendelige skønhed uanset vejrets ramme. Mange glædes udbud og klappende hænder og søvnløse nætter under en næsten faldende stjerne himmel. Jeg havde den bedste fødselsdag, med masser af højdemeter og udmattede kroppe rundt bålet. Pigerne havde bagt brownies og jeg selv chokolade boller og dertil varm kakao med flødeskum. Tak for jeres varme hilsner og tanker, det er svært at forklare hvor meget det betyder at være tænkt på og specielt når man er så langt hjemmefra. -og jeg ville ønske jeg kunne sige personligt tak til jer alle, men tid og overskud er imod mig. Så STORT tak. Elsker jer SÅ højt og er så heldig en pige.

Herefter en uge hjemme med fart på, evaluering af fire dages turen og planlægning af ti dages egenfærd på fjeldet, i skoven og på vandet i kano.

Så afsted med os, ti dage i naturen foran, tasken pakket, en klar blå himmel og en vintermat sol hilste os godmorgen den første dag og fulgtes med os resten af turen. Jeg har været sammen med seks dejlige mennesker. Fem gutter, en jente (pige) og jeg selv. Fire af drengene er vokset op med jagt og skoven som deres værktøj og jeg har fået et forhold og en menning om mange ting i forhold til naturen efter denne tur, som jeg ikke har haft før. En respekt, ikke bare for naturens miljø og skønhed, men også for naturens vildskab og vækst og nådesløshed. Forskellen mellem os danskere som har regler for alt i skovene for at bevare dem, på grund af vores begænsede områder af dem, og til Norge som har rækkevidder af skov næsten store som Danmark selv. Som stadig har vildskaben i skoven, ikke mærkede dyr og vildtlevende planter og træer. Der er stadig kamp om overlevelse og kun de stærke overlever.

Barskt, levende og fasinerende, "...men sådan er naturens natur!" Som en af drengene sagde en aften rundt bålet, hvor jeg prøvede at forstå vildskaben.

Jeg har lært meget på denne tur, nok en cocktail af turene før, erfaringer hjemmefra, vores gruppesammensætning af de kloge folk og en god højde på indstillingen.

Vi havde den smukkeste tur og var så heldige med vejret, noget af det der satte sig mest i mit indre fotoalbum, var træerne og klippernes spejling på de helt vindstille søers overflader. -og når stilheden sænkede sig over gruppen, i de fire kanoer, fordi vi alle var mærket og overvældet af det ufejlbare billed vi selv var en del af. Kun lyden fra kanoens lette gennembrydning igennem vandet, det er så smuk en lyd, som jeg sent vil glemme, ellers er det kun stilhedens stemme man høre, intet andet. Maditativt og rørende.

Jeg har ferie nu, så dejligt, har nydt mit egent selskab. Vi er få tilbage her i Bø, nordmændene er taget hjem til mor og far og vi er kun fire danskere der har valgt at tilbringe ferien i Norge, så jeg mærker hjemveen nu, jeg savner jer veninder, venner og familie. Savner jeres selskab og nærvær.

Men imorgen fredag, tager vi fire piger til Oslo og tager ikke en tur i det levende vildskab, men en tur i stående vildskab. Vi har købt billetter til en klassisk koncert i Den Norske Opera, med et orkester kaldet KORK. Turen vil også indeholde latino-dans, shopping, Gustav Vigelands mærkbare følelser og alt for dyr mad og drikke.

Jeg glæder mig, for ligemeget hvor meget natur-frilufts-nørd-elsker jeg er, så vil mit indre pulserende bymenneske altid stå mig meget nær.

Jeg elsker jer, jeg savner jer, jeg er taknemmelig, jeg er længselsfuld, jeg er lige der hvor jeg skal være. Tanker og varme herfra Saras eventyr.

HOP... HOP... HOP HOP HOP... HOP.

Jeg tager på 10 dagens egenfærd, jeg laver en god opdatering når jeg kommer tilbage...

Savner jeg og tænker meget på jer.

Så er det imorgen...

Så er det imorgen, føler mig en smule gammel, da en af mine yngre medstuderende spørg, med et kækt smil; Hvor mange år, imorgen? Jeg svare; 24 (med ret ryg...) Han siger; Hva???... 24? Ja; siger jeg (dog ikke med så ret ryg længere.) Han fortsætter; Så skal du da snart til at stoppe med at lege!! Jeg forsvare mig selv med; Årh hold da op, min mor leger stadig, så må jeg da også gerne!!

Giv mig lige lidt feedback her!!! Mine kære jævnaldrende veninder og venner. Vi må stadig godt lege, ikke?? Største delen af mine medstuderende er mellem 19 og 22, hvad sker der. I need some support.

Jeg håber du får den bedste dag imorgen så; afslutter han vores lille tit-tjat med og vinker med et stort smil, mens jeg føler rynkerne sidder dybere end de gjorde før denne sjove alders-samtale...

Go mandag til jer, mine jævnaldrende og jer derover. Fødselsdags reflektioner herfra Norge.

Reflektions opgave...

Reflektion af Norge, landet med fjeldene... Min egen indsats og indstilling... Mit lille eventyr er nået til d.25.09.09, jeg har to skønne ture bag mig; otte dage, tilbage til de sultne og vilde vikinger, som red over de store vande i åbne både. Frygtløse, hensynsløse, nysgerrige, stærke og primitive... indtog de den ene kyst efter den anden.

Jeg har besøgt indianerner og inuitterne i kanoen på elvens vilde temperament. Indianer der fragtede sig selv ned gennem kongelige flydende gader, hvor naturen majestætisk strækker sig mod sky på hverside af elvens bred. Dynamiske former; bjerge, klipper, træer og bølgebrus, der fortæller indianernes historier om deres færden fra ene bred til hver anden.

Jeg går en tur imøde her på mandag, min fødselsdag, smil, det bliver hygligt. En tur hvor skovene og fjeldenes små væsner vil følges med os over top og dal. En tur hvor benene skal transportere fra A-B, dette ikke over vandene men igennem snoede stier og stejle skråninger. Øde og forladte sletter, der vidner om de vilde og svære vilkår planter og dyr oplever her.

Jeg glæder mig rigtig meget til denne tur, jeg elsker at vandre... at dit mål for dagen er at nå fra denne plet på kortet til den plet syv felter længere oppe. Man tager kortet op til en afstand på 10cm fra næsen, og studere højde kurvenes udfordringer, elvenes bugtede og krogede arme. Tager kompasset i hånden, måler kursen, og så går du, mens du oplever i et levende teater.

Jeg er rigtig glad for Norge, jeg har det rigtigt godt, der er nogle dejlige mennesker og jeg arbejder på min personlige udvikling og tænker på ligenu og fremtidens gaver og drømme, tænker på fortidens mærker. Jeg ved ikke om det er konfrontationen af en selv man møder i spejlingen af denne nøgne og smukke natur. Jeg ved ikke hvad det er der gør at man bliver en smule mere følsom og sårbar. Men jeg oplever det meget stærkt og levende. Tanker, drømme, ideer, minder, mennesker og oplevelser der berøre mig på anden vis end før. Måske er det tiden, der lader mig reflekterer og evaluerer følelser og drømme, som har ligget i dvale pga manglende tid, manglende rammer for billederne, der har gemt sig og ventet.

Jeg reflekterer over Norge, landet med fjeldene... Refleterer over min indsats og indstilling...

Jeg savner jer, familie og venner, jeg savner forståelse uden for mange forklarende ord. Det er et dejligt og bekræftende savn. Jeg elsker jer højt, dybt og langt.

Lidt billeder fra kanoturen...